lørdag den 26. juli 2014

Psykologer i dametøj?

”Det er ikke fordi jeg regner med at du tror på det, jeg skal til at fortælle dig nu; men jeg har et meget åbent sind. Bogstaveligt talt. Det jeg tænker, det sker.”

”Godt at du har selvtilliden i orden. Det er vigtigt. Når man får en idé er det en god evne at have, at kunne følge den til døren.”

”Jeg tror ikke at du forstår, Hr. Andersen. Jeg er i stand til at bruge min fantasi i den virkelige verden. I vores verden.”

”Hvad er der ikke at forstå? Du er et kreativt menneske, det er en gave. Men så sjældent er det altså ikke. Min kones bror, han….”

”…Nej Andersen! Mine tanker; jeg kan manifestere dem. Hvis jeg havde lyst, kunne jeg tænke på dig i dametøj, og så ville du pludselig have dametøj på.”

Der var en lille pause. Andersen tænkte og kiggede lidt skuffet på hans patient.

”Er du sikker på at du sover godt om natten, Petersen? Det kan være farligt at gå og dagdrømme i de mængder.”

”Jeg sover som en sten. Og jeg dagdrømmer ikke. Det hele startede da jeg begyndte at træne min hjerne med nogle husketeknikker. Jeg skulle forberede en masse til eksamen, bruge min fantasi til at huske tal… pludselig en aften da jeg sad dybt koncentreret, med lukkede øjne, dukkede der en due op i min stue. Ved du hvorfor? Fordi jeg sad og forestillede mig en due.”

”Og hvad gjorde du så med denne ”opdigtede” due?”

”Jeg lukkede den ud af vinduet. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Men det er ikke pointen hvad jeg gjorde med duen. Pointen er at den var der fordi jeg tænkte på den.”

”Der var ingen vinduer åbne? Du siger jo at du sad med lukkede øjne.”

”Der var intet åbnet. Jeg forestillede mig en due. Bom, der var en due.”

(Andersen holdte igen en pause, der var stille i lokalet, han overvejede at tage et par notater, men rømmede sig så;)

”Nu skal du høre. Jeg er her for at hjælpe dig, ikke for at du skal sidde og gøre mig til grin. Jeg lader det gå for denne gang og råder dig til at tage disse møder lidt mere seriøst.”

”Jeg har aldrig været mere seriøs.”

(Andersen blev irriteret.)

”Og hvorfor forstiller du dig så intet lige nu, hva’? Hvorfor forstiller du dig ikke en due igen, eller mig i dametøj? Fordi du sidder og tager pis på mig. Du tager pis på mig og du tager pis på dit liv. Bliv dog voksen, Petersen. Disse møder er ikke gratis. Din mor har betalt mange penge for at du skal komme her, jeg kan love dig for at hun får besked på din opførsel.”

”Jeg er ikke god nok endnu. Jeg skal bruge tid og koncentrere mig meget for at det virker. Det er en meget dyb sindstilstand, som ikke er særlig nem at nå. De gange jeg har været der, er jeg hurtigt blevet hylet ud af den igen – især med duen. Men jeg ved at det er noget jeg kan lære, og så skal jeg nok vise dig hvad jeg mener!”

”Du må have spist svampe, knægt. Din opførsel er fuldstændig unormal og flabet lige nu, og jeg som troede at du var nået så langt. Jeg tror vi lukker for i dag, og så bliver det sidste chance næste gang, ellers må din mor finde en anden special psykolog, en med mangel på respekt der kan tåle at blive pisset så modbydeligt på. Du ved udmærket selv hvor døren er, Petersen. Farvel!”

På vej hjem den aften, var Andersen stadig ophidset over episoden på hans arbejde. Det værste var at han ikke kunne brokke sig over det til hans kone. Tavshedspligt spillede en stor rolle for dem begge. Fru Andersen arbejdede med fysisk handikappede – selvfølgelig kunne de snakke om deres dag, men ingen detaljer. Bare det overfladiske ”Ja, det var den dag” snak.

Alligevel var der en uforklarlig akavet stemning over aftensmaden, den aften. Andersen kunne ikke sætte en finger på hvorfor hans familie behandlede ham så underligt. Ikke før hans mindste søn pludselig udbrød; ”Mor, hvorfor har far en af dine kjoler på?”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar