Jeg er måske det eneste menneske på hele kloden der stadig er i besiddelse af en telefon med ægte fysiske knapper.
Har bare aldrig følt at jeg manglede en overfølsom skærm der kun
virkede hvis man gnubbede den de rigtige steder. Selv computere er gået
over til "touch-screen".
Det er egentlig fint nok, har bare ikke selv helt lært det endnu,
men folk får stadig en middelalderchok når de ser et "ungt" menneske med
en gammel sony erricson og et tastatur der ikke forsvinder når skærmen
er slukket.
Noget af det værste ved at være "ude i kulden" og ikke eje en
iPhone, er at folk til tider slet ikke er til at komme i kontakt med,
mere end et par minutter af gangen. Jeg kan sidde og vise en god ven et
virkelig hysterisk morsomt klip på Youtube, og de er tit meget korte, og
i mens det står på kigger han slet ikke, han sidder med hans iPhone og
stener 9gag, tjekker Facebook eller leger med en ny App han har
installeret. Hvem af os er den asociale?
Det allerværste ved ikke at eje fremtidens
tilstedeværelsesterminator, er at vi kan sidde og have en vigtig
samtale, og i mens man fortæller en pointe eller noget alphavigtigt, er
personen igen i gang med at lave noget helt andet på hans lille vindue
ind til Narnia. Altså hvad fanden sker der, er jeg social i mens 500
andre millioner er blevet asociale? Eller det omvendt? Er det mig der er
asocial fordi jeg ikke gider at ride den futuristiske bølge af
masseelektronisk ødelæggelse?
I går læste jeg en artikel om at børn oplever omsorgssvigt at
deres mødre, fordi de allerede lige efter fødslen allerede er i gang med
at skifte deres profilbillede ud med deres lille nyfødte
fostorvandsdryppende vidunderbarn. No affence, børn er smukke. Men vær
der dog for dem, i stedet for at vise alle andre hvad i lige har poppet
ud af reservelæberne.