Hvorfor jeg synger

Det ville være synd at sige at jeg har X-Factor potentiale. Men jeg kan på en måde godt forstå entusiasmen i de tonedøvt ”sjove” indslag, vi får serveret i de første auditionprogrammer. Der er vel også en grund til at de længe har startet sæsonerne d. 1. januar. Det er ren tømmermænds-tv at kigge på mennesker, der nok skulle være blevet på karaokebaren.

Alle burde engang i mellem have en mikrofon og få lov til at brøle igennem til en Britney Spears sang. Det er sgu sjovt at give den fuld gas, og det er lige præcis det karaoke går ud på. Hvis man virkelig tror at det skal foregå andre steder end det brune værtshus, så er X-Factor nok det wake-up call man selv beder om. Måske er man heldig at en af dommerne ser noget ”uslebent diamant” i ens sangklang, men det er et gamble. Der er stor forskel på at være den der tør synge, og den der kan synge.

Jeg er helt klart den der tør synge. Men når festen er ovre og jeg sidder med en tilfældig hovedpine en søndag eftermiddag, så ved jeg også godt at høje råb ikke er høje toner. Jeg besidder hverken lysten eller tålmodigheden til at forfine min klang. Det er et festtrick der giver mig opmærksomhed. Jeg smører mig selv ind i blikke, grin og fællessang.

Der er ingen dommere der skal vurdere hvordan det gik bagefter. Engang i mellem er der nogen der prøver at tage mikrofonen fordi de kender sangen, og promillen lige så langsomt også har opfordret dem til at lade alle andre høre, hvor højt de kan brøle HIT ME BABY ONE MORE TIME. Men selvom jeg bliver besidderisk om min tur, mit fokus, mit sangvalg, så har jeg aldrig følt at det var fordi de ikke kunne lide min performance. De ville bare gerne være med. Og hvem kan bebrejde fulde mennesker at i at ville synge?

Der er altså ingen dommere. Ingen der hiver en i skjorten og beder mig om at blive siddende. Tværtimod. Det er her dem der ikke er egnede til sangprogrammer, kommer hen. Jeg synger fordi det er sjovt, ikke fordi jeg skal vinde en pladekontrakt eller et komplet hjemmestudie.

Jeg vil ikke være nede i din kasse!

Når jeg ses med andre, opdager jeg nogle gange den kasse de har puttet mig ned i. De antager ting om mig, fordi de mener at det passer. Fx hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Det hænger nok sammen med at jeg har sagt det eller at de har oplevet det, men problemet med at ryge ned i kasser er at de er svære at komme ud af igen. Ofte giver jeg op, og opfører mig nogenlunde som det der er forventet af mig.

Det er desværre ikke svært at huske sine kasser. Og hvis jeg for en stund glemmer min kasse, kan jeg opleve at det bliver sagt: ”Det plejer du da ikke at …” eller ”Sådan plejer du da ikke at …”

Plejer! Måske er det gaffatapen der gør den lille firkant ekstra svær at bryde ud af. Jeg skal stå til regnskab for at ændre vaner, holdninger eller smag, for ellers ved kassebyggersamfundet ikke hvor de har mig.

Der er måske noget dystert i at sige det her, men nogle gange er der folk jeg ikke har energi til at se, fordi de har mig i en bestemt kasse, jeg ikke lige kan overskue at være i.

Det er ikke fordi jeg går og lyver mig ned i alle mulige spændende kasser. Tværtimod. Mine kasser er måske alt for ærlige.

Men kasserne er polaroidbilleder! Ja, den trøje havde jeg på da billedet blev taget, men nu er den slidt i armhulerne og ligger bagerst i skabet, fordi jeg ikke aner om det er flabet at donere hullet tøj til genbrugsbutikker.

Jeg er desværre også selv en kassebygger. Jeg antager ting om dem jeg kender. Jeg forventer at de opfører sig på cirka samme måde, som sidst jeg så dem. Men jeg øver mig i at lade være. Jeg vil gerne være en mønsterbryder, men det er nok ikke nogen overraskelse for dem der kender mig.

Alle burde få en hobbykniv med ned i deres små kistekasser. Bare så de kan skære kassen i stykker, når de er træt af at ligge der. Og så kunne vi passende gå hen og fucke med den næste kasse alle er ved at lave til os.

Måske vil det en dag få kassebyggeriet til at stoppe.