Hvorfor jeg synger

Det ville være synd at sige at jeg har X-Factor potentiale. Men jeg kan på en måde godt forstå entusiasmen i de tonedøvt ”sjove” indslag, vi får serveret i de første auditionprogrammer. Der er vel også en grund til at de længe har startet sæsonerne d. 1. januar. Det er ren tømmermænds-tv at kigge på mennesker, der nok skulle være blevet på karaokebaren.

Alle burde engang i mellem have en mikrofon og få lov til at brøle igennem til en Britney Spears sang. Det er sgu sjovt at give den fuld gas, og det er lige præcis det karaoke går ud på. Hvis man virkelig tror at det skal foregå andre steder end det brune værtshus, så er X-Factor nok det wake-up call man selv beder om. Måske er man heldig at en af dommerne ser noget ”uslebent diamant” i ens sangklang, men det er et gamble. Der er stor forskel på at være den der tør synge, og den der kan synge.

Jeg er helt klart den der tør synge. Men når festen er ovre og jeg sidder med en tilfældig hovedpine en søndag eftermiddag, så ved jeg også godt at høje råb ikke er høje toner. Jeg besidder hverken lysten eller tålmodigheden til at forfine min klang. Det er et festtrick der giver mig opmærksomhed. Jeg smører mig selv ind i blikke, grin og fællessang.

Der er ingen dommere der skal vurdere hvordan det gik bagefter. Engang i mellem er der nogen der prøver at tage mikrofonen fordi de kender sangen, og promillen lige så langsomt også har opfordret dem til at lade alle andre høre, hvor højt de kan brøle HIT ME BABY ONE MORE TIME. Men selvom jeg bliver besidderisk om min tur, mit fokus, mit sangvalg, så har jeg aldrig følt at det var fordi de ikke kunne lide min performance. De ville bare gerne være med. Og hvem kan bebrejde fulde mennesker at i at ville synge?

Der er altså ingen dommere. Ingen der hiver en i skjorten og beder mig om at blive siddende. Tværtimod. Det er her dem der ikke er egnede til sangprogrammer, kommer hen. Jeg synger fordi det er sjovt, ikke fordi jeg skal vinde en pladekontrakt eller et komplet hjemmestudie.