tirsdag den 20. december 2016

Pokemon (not so) GO 2.0

Fremtiden er her. Vi har fået virtual reality, kunstig intelligens og nu har de sgu også fundet ud af at klone. Ikke bare klone dyr, men også ”klone” helt nye væsner. Jeg husker det tydeligt. Firmaet Niantic skulle lancere deres nye generation af Pokemoner. Selvom det snart er fem år siden, er det stadig den Youtube video med flest Views. Hverken Justin Bieber, Lady Gaga eller Psy med hans Gangnam Style har nået den til sokkeholderne.
      Videoen er lang, den handler bare om en japaner der står foran en masse mennesker og snakker og bygger op og bygger op. Det er de sidste tredive sekunder af videoen der er interessant. Han viser en Pokeball. Og så spørger han om vi ikke er trætte af at glo ned i vores mobiltelefoner hver gang vi er ude og fange dem. En underlig fire sekunders tavshed opstår og så kaster han bolden ned foran sine fødder. Den åbner sig og ud kommer en spillevende Pikachu. Folk skriger, jubler og musik bliver spillet som om at Niantic lige har reddet verdenen.
      Men havde de nu også det? … De kurerede ikke kræft, de udryddede ikke Malaria, de fik ikke verdens ledere til at slutte fred. De opfandt muterede dyr, vi kunne fange, fodre og træne til at slås.
      Jeg sidder i et tog, på vej ud til en mand i Køge. Han er en af de første Pokemonjægere i Danmark. Som så mange andre har han ikke råd til Niantics Pokeballs – derfor bruger han et oversavet jagtgevær, når han ”fanger” disse gespenster.
      Måske var det ikke lige Niantic havde regnet med, da de satte millioner af deres kreaturer løs i naturen, som vi bare kunne gøre med hvad vi ville. Jeg forholdt mig ikke så meget til det, før jeg en dag sad og kiggede efter noget spændende at streame. Der faldt jeg over titlen ”Nak og Æd – en Jigglypuff i Skive” … se, jeg vidste godt at folk skød Pokemons. Men… æde dem?
      Efter det makabre program, gik der ikke mange dage, før jeg læste en artikel om en lille dreng der havde fået en Pokemon i julegave og senere på aftenen fandt sin far ude i laden i gang med at synderkneppe den. Det der skulle have været et hvert barns drøm, er nu blevet til et realitetsmareridt. Far må ikke længere hygge sig med hunden, men han må gerne jizze i en Jynx.
      Havde vi regnet med at det ville gå anderledes? Deres originale plan var vel af vi skulle gøre ligesom de gjorde i tegnefilmene; at få dem til at tæve hinanden – hvilket i sig selv også var makabert nok. Men i stedet dræber, æder og knepper vi dem.
      Imens jeg sidder i toget og grubler, begynder min mobil at ringe. Det er min chef. Jeg tager den og han virker ret kort for hovedet da han fortæller mig at jeg godt kan tage hjem igen. Manden jeg skulle ud og snakke med er død af indre kvæstelser efter at være blevet voldtaget af en Onix.


onsdag den 14. december 2016

Anmeldere burde droppe stjerner ...

Anmeldere burde ikke have lov at uddele karakterer. Det gælder alle anmeldere. De må gerne ytre deres mening om en film, en plade, restaurant, litteratur, etc., men de må under ingen omstændigheder begynde at lege vurderingsninja og kaste med stjerner. I ”Til Middag Hos …” så jeg en kendis give en anden kendis en lav karakter fordi han ikke kunne lide fisk og der blev serveret fisk for dem. Hende der havde serveret fisk havde fået høje karakterer af de andre, da der faktisk ikke var noget ved fisken at klage over. Den var ekstraordinær god og det overraskede de andre at hun kunne lave mad. Endda god mad. Hun endte alligevel med at tabe fordi der sad en kræsen ”anmelder” og lod sin 10-tals-skala gå ud over hans personlige misfornøjelse over for fisk, som han faktisk ikke engang ville smage.
      En karakter er vel vigtig nok, hvis det er 100 eller 100.000 mennesker der giver en karakter til en serie eller en hypet biograffilm. Så kan man lige danne sig et overblik over hvor mange mennesker der kunne lide den og så stadig skide på stjernerne og tage ind for at danne sig sin egen mening.
      Det allerværste ved filmanmeldere, er når de putter en komedie ned i deres makuleringsmaskine. At ordet ”plat” trækker ned, forstår jeg simpelthen ikke. En komedie må fandeme gerne være plat. Komedier er slå-hjernen-fra-og-grin-hvis-der-er-noget-at-grine-af film. Jeg bliver sgu sur når anmeldere bliver sure over at de ikke har haft latterkramper eller forstået filmen.
      Alle har delte meninger, blandet humor, forskellige smagsløg og hver deres egen unikke opfattelse af verdenen. At ytre sin mening er vigtigt, men lad ikke en enkelt persons karakter påvirke dig på nogen som helst måde… medmindre det er censor til din eksamen. Der må du gerne lade dig påvirke lidt.