Ægte jul uden træ?

For nogle år siden holdte min far og jeg, jul alene.
Det var utraditionelt med hakkebøffer, whiskey og guitar spilleri.
Alligevel var det en af de bedste juleaftener jeg nogensinde har haft.

Som barn plejede jeg at have mareridt om at folk glemte December.
Det var forfærdelige drømme hvor der ikke var nogen julekalender eller noget julepynt nogen som helst steder.
I år er det så mig der har glemt december.
Er åbenbart blevet for voksen til at hænge mig i ting som julestemning og højtidsfanatisme. (det virkede som et sejt ord, ejer ikke en ordbog)

Alle holder jul, alle snakker om jul, der er jul over det hele. Det som sådan hyggeligt nok, men hvor fanden blev december af?
Det føltes som i går at jeg vågnede op til 1. December og julen lige var eksploderet,
Nåede ikke at blinke med øjnene, og nu er det så åbenbart juleaften i morgen.

Men denne December har også været mærkelig. Regnvejr og afsindigt dårlige tv-julekalendre.
Hvor fanden er Bamses Julerejse og Krummernes Jul?
Hvad sker der for luderludvig og julemanden? Hvem har besat tv2 og givet dem lov til at sende det lort?

I protest for manglende julestemning og skuffende utroværdigt juleskuespil, har jeg åbnet den sidste låge
i min julekalender.
God Jul under alle omstændigheder.
Bare fordi fjernsynet ikke kan finde ud af at holde jul, så kan vi andre jo godt hygge os.

Børneorm, ja tak

I foråret skulle vi skrive et eventyr til vores dansklærer.
Min blev desværre dumpet og skulle skrives om inden jeg blev færdig.
... det forstår jeg ikke rigtigt. Den havde alle præmisserne for at være et eventyr.
Nu kan i selv læse intro'en...

Kong Børneorm
af Jesper Ilmer Petersen

Der var engang en Konge og en Dronning. Kongen var en dreven mand. Hans navn var Flemming. Valdemar Flemming.
Det var et navn han var glad for og stolt af som en konge. Dronningen derimod havde valgt at kalde sig Kirsten.
“Du kan da ikke hedde Kirsten, Kirsten. Det er da ikke særlig royalt!” Sagde Flemming tit.
Men Kirsten var ligeglad. Kirsten hed Kirsten og det hed hun fordi hun havde valgt at hedde det. Det var hendes eget valg. Færdig, finale. Sagde hun tit.
Tiltrods for deres genstridigheder med navnekonflikter og dårlig sex havde de det fint nok. De boede på et stort slot med masser af guld og diamanter.
Begge havde de det fint med at de ikke kunne avle børn.
”Det larmer og så skal vi til at finde på flere navne.” Sagde Valdemar tit når han sad i hans drømmeseng og spiste dyrelægens natmad.
”Hvem har brug for børn? Vi har ædelstene!” sagde Kirsten og kluklo.
Deres dagligdag gik ud på at spise og råbe deres eget navn højt.
”Valdemar! Valdemar! Valdemar Flemming!” råbte Valdemar Flemming.
”Kirsten, Kirsten, Kirsten!” råbte Kirsten så det gav genlyd og salen rungede.
En dag da Kirsten lå og sov var Valdemar stået op for at løbe ned i det royale klæderum for at prøve Kirstens tøj. Det holdte han meget af.
Men så skete det at der kom et svigende krampejag i den royale endetarm.
Det føltes som 10 vilde heste der trampede Kong Valdemars inderste indre.
”Hvad sker der!” råbte Valdemar og tudbrølede hele vejen ud til det royale pissoir.
Han løftede kjolen op og kiggede på sin egen numse i spejlet.
En lille hvid slange-agtig børneorm kiggede ud. Den var hæslig som en Djævel og hvid som et lagen.
”Jeg er hæslig som en djævel og hvid som et lagen.” sagde børneormen.
”Åh gud, er du komme for at spise mig?” spurgte Valdemar.
”Ja, når du engang bliver gammel og dør, så vil jeg æde din rådne krop og blive udødeliggjort. Men i resten af dit miserable liv skal du tjene mig, og gøre hvad jeg siger. Du er nu min tjener. Og jeg er din konge. Min navn vil blive kendt over alle bjerge. Kong Børneorm!” råbte Kong Børneorm.
”Valdemar Flemming!” jublede Valdemar.

Må man grine til begravelser?

Humor er universelt. Den fungerer bedst hvis den er uforberedt. Hjernen griner som en forsvarsmekanisme, for at neutralisere et "chok".
Men det kan slet ikke forklares rigtigt, ligesom hvis du forklare det sjove i en joke, så er den ikke sjov mere. Og en joke er heller ikke lige så sjov hvis du hører den flere gange.
Ej heller er en joke ikke sjov, hvis den leveres forkert. Og i mange tilfælde, selvom det er en rigtig konstrueret joke, så er den simpelthen bare ikke sjov.

Jeg er holdt op med at nævne at jeg tager til open mikes og optræder. Hvis nogen hører om sådan noget, vil de fleste straks teste mig i at sige noget sjovt. Eller fortælle en joke.
Problemet er, at sige noget sjovt på kommando, tit heller ikke er sjovt. Andre mennesker der ved hvad jeg laver, men som ikke kan lide mig, kan finde på at angribe så snart jeg begynder at snakke.
"Hvorfor prøver du altid at siger noget sjovt?" - Det prøver jeg heller ikke. Jeg ville ønske at jeg prøvede, jeg ville ønske at jeg havde noget sjovt at sige.
Men humor kan sjældent tvinges frem, den opstår tit uventet. Og uønsket.

Var inde og se Hunger Games 2 i Søndags. Min ven prøvede at åbne og spise et stykke rittersport i stilhed.
Det lyder ikke sjovt... men jeg kunne ikke få vejret af grin. Mine mavemuskler blødte næsten. Og den fremmede dame til venstre for mig, rykkede sig lidt væk.

Til min bedstefars begravelse begyndte jeg at grine fordi en mand satte sig højlydt i en stol med en kæmpe prut. Var ikke særlig gammel, men forstod at det var et meget forkert tidspunkt at grine...

...og så alligevel. Min bedstefar var en meget underholdende mand. Der rakte tunge af mig og hældte juleøl i sin risengrød.
Han ville da bare blive glad hvis der var latter og godt humør, død eller levende. Det var jo ikke ham jeg grinte af.
Jeg grinte af en prut. Prutter er sjove. Om det er til en fest eller en begravelse. Don't judge farts.

Shots eller ingen sex ...

Jeg forstår ikke mennesker der mener at penge er magt. Og at eje mere end andre, gør en vigtigere.
Er ikke vokset op i en særlig rig familie, men heller ikke en ludfattig familie.
Fik aldrig det nyeste nye, men heller aldrig det ældste af det ældste og det var aftensmad hver dag.
Har bare erfaret mig at nogen mennesker er vokset op med et dankort i fissen og tror at alt drejer sig om at vise man har penge.

Hvis jeg møder en meget pæn pige i byen, som viser interesse, tænker jeg ikke; "Hende skal jeg give en masse dyre drinks".
Var for nylig ude og danse, da en lettere overvægtig dame vader hen til mig og siger; "Du danser godt, hvis du giver shots".
For det første havde jeg ingen intentioner om at poppe hendes kønskrans, nogensinde.
For det andet er det ufatteligt potensdræbende hvis fremmede kvinder (uanset udseende) forventer at jeg giver dem shots før de syntes at jeg danser godt.
...og for det tredje dansede jeg fantastisk.

Hvis jeg havde rigtig mange penge og betalte for andre menneskers opmærksomhed, ville jeg inderst inde føle mig ret ensom.