Masker og noget med at skrive

(Det her er fra noter og på eget ansvar hvis det lyder som noget vrøvl.)

Jeg har en maske på, der ofte sidder alt for godt fast.

Hvis nogen spørger: "Hvordan har du det?" så prøver jeg at finde på et svar, der føles rigtigt. Noget i stil med: Godt. Lidt nederen. Helt perfekt. Fantastisk. Ikke så godt. Meget godt. Jeg har det dejligt. Udmærket.

... jeg tuner ikke ind på hvordan jeg har det. Jeg tuner først og fremmest ind på personen der spørger. Hvordan kan den person blive mest tilfreds. Hvordan kan jeg skubbe svaret på hvordan jeg EGENTLIG har det så langt væk, at jeg ikke skal til at mærke efter. Og hvor hurtigt kan vi flytte fokus over på et: "Hvad med dig?"

Jeg vil prøve at være lidt ærlig nu. Og sige noget, der får mig til at krumme tæer og give ubehag i hele kroppen ...

Jeg vil gerne være et offer. Jeg vil gerne have at vide at det er synd for mig. At folk godt kan se, at jeg er gået igennem en masse ting, der overhovedet ikke er fair. Er det en slags accept af flokken? Følelsen af at blive set og hørt? Anerkendelse og sympati og mest af alt ... kærlighed? At kunne give slip på følelsen af at være uelsket.

Det er fandeme noget af en forventning, når man er i Bilka og støder ind i nogen man kender. Men helt ærligt ... der ville alle jo svare overfladisk. Jeg tror ALLE har det dårligt af og til, og har brug for at snakke, og brug for at blive set. Sådan rigtig set.

Når jeg åbner word og skriver, glemmer jeg bevidst min maske. Jeg skal ikke pakke den væk, fordi selve opgaven i at skrive er at finde ud af hvad der sker når vi mærker efter og fortæller hvordan vi egentlig har det.

I et godt skriveflow er som om jeg finder alle mine ægte følelser frem, endda helt uden af blive bange. Som om der åbner sig et vindue ind til alle andres tanker og følelser. Det giver mig en vanvittig ro og forståelse.

Måske tager vi i virkeligheden maskerne på for at for at få en pause fra al den kærlighed.

Hvorfor jeg synger

Det ville være synd at sige at jeg har X-Factor potentiale. Men jeg kan på en måde godt forstå entusiasmen i de tonedøvt ”sjove” indslag, vi får serveret i de første auditionprogrammer. Der er vel også en grund til at de længe har startet sæsonerne d. 1. januar. Det er ren tømmermænds-tv at kigge på mennesker, der nok skulle være blevet på karaokebaren.

Alle burde engang i mellem have en mikrofon og få lov til at brøle igennem til en Britney Spears sang. Det er sgu sjovt at give den fuld gas, og det er lige præcis det karaoke går ud på. Hvis man virkelig tror at det skal foregå andre steder end det brune værtshus, så er X-Factor nok det wake-up call man selv beder om. Måske er man heldig at en af dommerne ser noget ”uslebent diamant” i ens sangklang, men det er et gamble. Der er stor forskel på at være den der tør synge, og den der kan synge.

Jeg er helt klart den der tør synge. Men når festen er ovre og jeg sidder med en tilfældig hovedpine en søndag eftermiddag, så ved jeg også godt at høje råb ikke er høje toner. Jeg besidder hverken lysten eller tålmodigheden til at forfine min klang. Det er et festtrick der giver mig opmærksomhed. Jeg smører mig selv ind i blikke, grin og fællessang.

Der er ingen dommere der skal vurdere hvordan det gik bagefter. Engang i mellem er der nogen der prøver at tage mikrofonen fordi de kender sangen, og promillen lige så langsomt også har opfordret dem til at lade alle andre høre, hvor højt de kan brøle HIT ME BABY ONE MORE TIME. Men selvom jeg bliver besidderisk om min tur, mit fokus, mit sangvalg, så har jeg aldrig følt at det var fordi de ikke kunne lide min performance. De ville bare gerne være med. Og hvem kan bebrejde fulde mennesker at i at ville synge?

Der er altså ingen dommere. Ingen der hiver en i skjorten og beder mig om at blive siddende. Tværtimod. Det er her dem der ikke er egnede til sangprogrammer, kommer hen. Jeg synger fordi det er sjovt, ikke fordi jeg skal vinde en pladekontrakt eller et komplet hjemmestudie.

Jeg vil ikke være nede i din kasse!

Når jeg ses med andre, opdager jeg nogle gange den kasse de har puttet mig ned i. De antager ting om mig, fordi de mener at det passer. Fx hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Det hænger nok sammen med at jeg har sagt det eller at de har oplevet det, men problemet med at ryge ned i kasser er at de er svære at komme ud af igen. Ofte giver jeg op, og opfører mig nogenlunde som det der er forventet af mig.

Det er desværre ikke svært at huske sine kasser. Og hvis jeg for en stund glemmer min kasse, kan jeg opleve at det bliver sagt: ”Det plejer du da ikke at …” eller ”Sådan plejer du da ikke at …”

Plejer! Måske er det gaffatapen der gør den lille firkant ekstra svær at bryde ud af. Jeg skal stå til regnskab for at ændre vaner, holdninger eller smag, for ellers ved kassebyggersamfundet ikke hvor de har mig.

Der er måske noget dystert i at sige det her, men nogle gange er der folk jeg ikke har energi til at se, fordi de har mig i en bestemt kasse, jeg ikke lige kan overskue at være i.

Det er ikke fordi jeg går og lyver mig ned i alle mulige spændende kasser. Tværtimod. Mine kasser er måske alt for ærlige.

Men kasserne er polaroidbilleder! Ja, den trøje havde jeg på da billedet blev taget, men nu er den slidt i armhulerne og ligger bagerst i skabet, fordi jeg ikke aner om det er flabet at donere hullet tøj til genbrugsbutikker.

Jeg er desværre også selv en kassebygger. Jeg antager ting om dem jeg kender. Jeg forventer at de opfører sig på cirka samme måde, som sidst jeg så dem. Men jeg øver mig i at lade være. Jeg vil gerne være en mønsterbryder, men det er nok ikke nogen overraskelse for dem der kender mig.

Alle burde få en hobbykniv med ned i deres små kistekasser. Bare så de kan skære kassen i stykker, når de er træt af at ligge der. Og så kunne vi passende gå hen og fucke med den næste kasse alle er ved at lave til os.

Måske vil det en dag få kassebyggeriet til at stoppe.

R.I.P Bøger

 

Det kan godt være at bøgerne er ved at dø. Jeg synes at det er superærgerligt at der er så få der læser. Men selvom jeg er forfatter, og ikke ser mig selv som noget andet, så prøver jeg at forstå det.

 

Hvis jeg ser noget fra et dansk talkshow fra 90erne virker det som om de havde RIGTIG god tid. Der var rent faktisk tænkepauser og andre naturlige huller i samtalerne. Jeg var selv ret meget et barn i 90erne, og jeg husker at sidde på landet og tegne, læse tegneserier og måske se fjernsyn den times tid der var noget for mig på de to kanaler vi kunne tage.

 

Under sådanne omstændigheder var det også let for mig at samle en bog op og bare læse. Alternativet var nogle gange at gå en tur op og ned ad vejen eller cykle ud og glo på en ko.

 

Hvis jeg ser et dansk talkshow eller lignende i dag, er der ingen pauser. De er i hvert fald fyldt ud med underlægningsmusik eller afbrudt af nogen der hele tiden får at vide i sin øresnegl at der ikke må være stille.

 

Selvom jeg nyder at skrive på min næste bog, og det at læse bøger stadig er vigtigt for mig, tror jeg ikke at bøger kan overskygge det her nye tempo der kører i medierne, folks tv og andre elektroniske underholdningsapparater. I hvert fald ikke hos dem der ikke er vandt til at læse.

 

Hvad gør vi så? Bliver vi ved med at opfordre folk til at slukke deres skærme og sætte sig ned med en bog? De ved jo ikke hvad de går glip af, når først de er blevet opslugt af en god bog.

 

Bøger er vitaminer og fjernsyn/skærme er slik. Jeg ved da godt hvilken skål jeg er mest fristed af. Men bøger viser sig nogle gange at være BEDRE end slik. Og ved du hvad? You can actually have your cake and eat it too, eller hvad man nu siger.

 

Undskyld hvis jeg lyder som Gyldengrød, men mit spørgsmål er: Kan bøger ikke længere følge med tiden, eller er tiden begyndt at gå alt for hurtig?

Jeg kan forstå på Go'Morgen Aften at Facebookianerne er skuffede over udvalget af mænd i Bachelorette.

Vil bare sige at jeg endnu engang selv er skuffet over Facebookianerne og deres sygelige krav til de standarder man åbenbart skal have som deltager i fjernsynet.

Nogen var også helt i chok over at Johnny Depp havde gule tænder på en rød løber i sidste uge. Der fik mig til at afmelde flere nyhedsmedier og podcasts fordi der blev debatteret om det. Det er fucking bare tænder.

Og mændene i Bachelorette er fucking bare mænd.

Gå en tur ned igennem byen og kig på ægte mennesker og prøv så igen at mærke efter om du burde blive så oprevet over folk der ikke er "perfekte" eksemplarer homo sapiens.

Overtager Robotterne Bogbranchen?

Jeg lever med generaliseret angst, overbekymringer, myldertanker og et humør der svinger så ustyrligt at der er diagnose på det. Det er sikkert en af grundende til at jeg kun kan se mig selv som forfatter. Jeg har prøvet så meget andet, men at skrive er det eneste der kan tæmme min rastløshed og i gode perioder stabilisere mit humør.

I år har der været absurd meget debat om kunstig intelligens fordi den har bevist at den kan lave illustrationer der ligner en rigtig kunstners og nu også har skrevet bøger der rent faktisk kan være en vaskeægte page turner.

Er min drøm om at blive en international, anerkendt og vigtig forfatter nu lige til at smide ud ad vinduet? Hvis jeg bruger et år på at skrive en roman, men en robot lige printer en unik bog ud på 20 minutter, hvad skal vi så overhovedet med forfattere?

Jeg har nogle gange snakket om det der med at der var noget spændende og magisk over ikke at vide noget som helst om forfatteren eller hvordan han/ hun så ud. I hvert fald som barn, da SoMe ikke var en ting og de informationer man havde om bogens skaber max var et sort/hvid billede med et par sætninger på bagsiden. Så i princippet kunne den AI der havde skrevet bogen bare hedde Niels Børgesen og bo et sted i Jylland med sin fiktive kone/mand og kat. Mere behøvede man ikke at vide før man satte øjnenes tænder i den imponerende murstensroman.

Niels Børgesen ville endda slippe for bogmesser, foredrag og overhovedet at skulle dukke op når han vandt De Gyldne Laurbær.

Jeg spørger lige mig selv: Føler jeg mig truet af Niels Børgesen? Er jeg bange for at Niels Børgesen vil snuppe alle mine forfatterdrømme lige foran næsen af mig?

Måske. Jeg kan være bange for hvordan markedet ser ud om for eksempel tyve år. Altså hvis robotterne virkelig bliver dygtige. Men Niels har jo ikke oplevet en skid. Uanset hvor mange følelser han putter i sine bøger, er det jo bare imiterede følelser. Han skriver ikke for at dæmpe sin angst og bearbejde sine tanker om tilværelsen. I hvert fald ikke MINE tanker om tilværelsen.

Jeg er af den opfattelse at man som læser gerne vil have fornemmelsen af at forfatteren har været noget igennem. At han/hun ikke bare finder på nogle smukke sætninger eller imitere sig igennem frygt, forelskelse, tvivl og glæde.

Niels Børgesen kan sikkert imponere. Men er han blevet mobbet i skolen? Har han prøvet at være så forelsket at himlen skiftede farve? Har han mistet et af de mennesker han elskede allerhøjest til en spritbilist?

Maskiner kan måske tage vores styrker, men de kan ikke tage vores sårbarhed.

Bipolar anmeldelse

I januar 2016 kommer jeg hjem efter at have været ved psykiateren. De havde fortalt mig noget, som jeg lige skulle sluge. På det tidspunkt boede jeg med en roomate, og jeg havde besøg af en person der stadig lå og sov i min seng, da jeg satte mig ned. Hun vågnede.

”Hvad sagde de?”

Jeg kiggede lidt tomt ud i luften. ”De sagde at jeg havde en cyklotymi. At jeg er bipolar.”

Hvis jeg skal anmelde den diagnose, vil jeg gerne starte med at sige, at det er bedre at vide at man har den, fremfor at mistænke det. Generelt, hvis du mistænker det, så tal med din læge og se om i ikke kan få bestilt tid til en udredning.

Jeg har arbejdet med min i lidt over syv år nu. Før jeg arbejdede med den, arbejdede den imod mig. Den gav mig gaven, som jeg nu kalder ”mani”. For mig er det en gave, fordi den giver mig overblik. Det er ligesom at have drukket en masse kaffe og bare kunne klare det hele. Dine opgaver i skolen er med krølle på halen og dit overskud til at være på er udødeligt. Du skiller dig ret meget ud, men det er vildt positivt og folk elsker dig og du bliver præsident en dag.

Men 10 minutter, 10 timer eller (hvis du er heldig) 10 dage efter kommer det jeg nu kalder ”forbandelsen”. Al den energi og det gode humør og det perfekte overblik er luften i en ballon der nu har pruttet færdigt og lander med et gummislattent klask i skolegården.

Folk har det store frikvarter og råbene omkring dig bliver for meget. De råber jo ad dig. De griner. ”Hahahaha, hvor ser han åndssvag ud!” og ”Troede han virkelig at han var noget? Han er jo ved at tabe håret!” Nogle slukker deres cigaretter, men selvom det ikke er på dig, har de blikke der ærgrer sig over at de ikke havde fået den tanke. Klokken ringer ind, men det er så højt at du bliver bange. For klokken hopper ned fra væggen og jagter dig med en sav! ”Skrub hjem med dig!” råber den. ”Det er kun dejlige mennesker der må være her!”

Det er et problem, for du var jo dejlig lige for lidt siden. Du skynder dig hjem. Du tør ikke tænder fjernsynet, for tænk nu hvis manden inde i nyhederne håner dig. Hvorfor har du en metallisk smag i munden? Skal du nu til at tabe alle dine tænder? Du gider ikke lave mad, hvorfor fanden skal du lave mad til et vissent korpus som ingen alligevel er interesseret i at røre ved eller kigge på?

Gå bare i seng med alt dit tøj på og sov indtil på fredag.

Det er fredag. Du vågner. En fugl er fløjet ind ad vinduet og synger til dig. Det er din bedste ven. Du giver den birkes. Du har halvanden time før du skal i skole og de har alle sammen savnet dig siden du forsvandt i tirsdags. Nu vender du hjem. Men først skal du have en KÆMPE brunch med scrambled eggs, bacon, rugbrød og stegt fugl.

I dag stiller du op som præsident og hele verden vil gerne komme med til dit Stand Up Show på lørdag.

Hvorfor er livet så fantastisk? Hvorfor er alle mennesker så dejlige? Det klæder dem med øjenvipper. Dem der ikke har øjenvipper, er faktisk også smukke. Alle er smukke, for det er sjælen der er smuk.

Jeg giver det at være bipolar 44/88 stjerner.