Jeg lever med generaliseret angst, overbekymringer, myldertanker og et humør der svinger så ustyrligt at der er diagnose på det. Det er sikkert en af grundende til at jeg kun kan se mig selv som forfatter. Jeg har prøvet så meget andet, men at skrive er det eneste der kan tæmme min rastløshed og i gode perioder stabilisere mit humør.
I år har der været absurd meget debat om kunstig intelligens fordi den har bevist at den kan lave illustrationer der ligner en rigtig kunstners og nu også har skrevet bøger der rent faktisk kan være en vaskeægte page turner.
Er min drøm om at blive en international, anerkendt og vigtig forfatter nu lige til at smide ud ad vinduet? Hvis jeg bruger et år på at skrive en roman, men en robot lige printer en unik bog ud på 20 minutter, hvad skal vi så overhovedet med forfattere?
Jeg har nogle gange snakket om det der med at der var noget spændende og magisk over ikke at vide noget som helst om forfatteren eller hvordan han/ hun så ud. I hvert fald som barn, da SoMe ikke var en ting og de informationer man havde om bogens skaber max var et sort/hvid billede med et par sætninger på bagsiden. Så i princippet kunne den AI der havde skrevet bogen bare hedde Niels Børgesen og bo et sted i Jylland med sin fiktive kone/mand og kat. Mere behøvede man ikke at vide før man satte øjnenes tænder i den imponerende murstensroman.
Niels Børgesen ville endda slippe for bogmesser, foredrag og overhovedet at skulle dukke op når han vandt De Gyldne Laurbær.
Jeg spørger lige mig selv: Føler jeg mig truet af Niels Børgesen? Er jeg bange for at Niels Børgesen vil snuppe alle mine forfatterdrømme lige foran næsen af mig?
Måske. Jeg kan være bange for hvordan markedet ser ud om for eksempel tyve år. Altså hvis robotterne virkelig bliver dygtige. Men Niels har jo ikke oplevet en skid. Uanset hvor mange følelser han putter i sine bøger, er det jo bare imiterede følelser. Han skriver ikke for at dæmpe sin angst og bearbejde sine tanker om tilværelsen. I hvert fald ikke MINE tanker om tilværelsen.
Jeg er af den opfattelse at man som læser gerne vil have fornemmelsen af at forfatteren har været noget igennem. At han/hun ikke bare finder på nogle smukke sætninger eller imitere sig igennem frygt, forelskelse, tvivl og glæde.
Niels Børgesen kan sikkert imponere. Men er han blevet mobbet i skolen? Har han prøvet at være så forelsket at himlen skiftede farve? Har han mistet et af de mennesker han elskede allerhøjest til en spritbilist?
Maskiner kan måske tage vores styrker, men de kan ikke tage vores sårbarhed.
