Min Månedsløn Som Forfatter

Når jeg møder nye mennesker, er jeg tit tvunget til at fortælle hvad jeg laver, frem for hvem jeg er. Altså det er min beskæftigelsestitel der er i højsædet under smalltalk. Er det bare mig der altid har oplevet det?

Som en der har lavet rigtig mange ting og brugt halvdelen af livet på at finde min plads, har det altid været et kompliceret spørgsmål.

I dag kan jeg godt finde på at sige: ”Jeg er forfatter,” men jeg har egentlig ikke altid lyst til at uddybe. Jeg oplever stadig at der findes en bestemt opfattelse af forfattere, der har lidt for meget glasur.

For i virkeligheden er de fleste ikke så meget interesseret i det jeg skriver, men mere om hvad jeg tjener. Og om jeg overhovedet tjener på det.

Der er generelt et opfølgende spørgsmål som fx: ”Kan du leve af det?”

Jeg kan egentlig ikke forestille mig at samme spørgsmål kommer til en revisor eller en skraldemand.

Er det helt vildt pessimistisk at blive lidt træt hver gang man skal til at forklare sin økonomi, fordi ”forfatter” ikke er nok til at dække det trickspørgsmål der aldrig har været ”hvad laver du?”, men i virkeligheden ”hvad lever du af?”?

Hallo, nye og fremmede menneske der forsøger at være høflig, men stadig har en sardinmentalitet når det gælder samtaleemner med andre fremmede: Medmindre du er min nye udlejer undercover, eller at vi pludselig aftaler at splejse om et 75 tommers fladskærmsfjernsyn, så er et ”Men kan du leve af det?” spørgsmål aldrig noget en forfatter (i hvert ikke fald mig) sidder og brænder efter at du spørger om.

Er det fordi man egentlig ikke helt ved hvad man ellers skal spørge om, kommer jeg her med en liste af icebreakers:

Hvad er din livret?

Hvis du var en frugt, hvilken frugt var du så?

Har du set en god film for nylig?

Hvad skulle introsangen til dit liv være?

Hvad er din månedlige indkomst? (Hvis du alligevel er interesseret, så lad da være med at pakke det ind)

Har du nogle kæledyr?

Blev du mobbet i folkeskolen?

Synes du ikke også at verdensregeringen bare burde være ærlige og fortælle os om de rumvæsner?

Er du Skytte?

Kontakt mig endelig hvis du vil have flere icebreakers der ikke involverer lønsedler, kontooversigter eller anden økonomisk snagelyst.

Discount på smil!

I går stod jeg i en discount butik og købte chips, chokoladekiks og sodavand inden et skrivemøde. Bag mig var der en smilende mand med gråsprængt skæg der skulle have en pakke leverpostej og en flaskeøl med et næsehorn på etiketten.

Vi sagde ikke noget til hinanden, men alligevel var det som om vi stod og havde en samtale. Han blev ved med at smile til mig. Jeg blev ved med at smile til ham. Kassepersonen smilede ikke til nogle af os.

På en måde havde vi en forbindelse, der var bare ikke nogen der startede samtalen. Skulle jeg sige: "Kan du godt blive mæt af den leverpostej?" eller "Kan du godt blive fuld af den øl?"

Jeg havde en halvtredser klar, men da kassepersonen bippede mine varer blev det 51,5 kr.

"Kan jeg give dig den her og så tage resten på kortet?" spurgte jeg.

Endelig gav det manden bag mig anledning til at starte en verbal interaktion. Han sagde i hvert fald noget, men jeg huske ikke hvad det var. Jeg har det med at glemme det meste smalltalk. Men begejstringens glæde i hans øjne var ikke til at tage fejl af.

Jeg svarede ham. Jeg husker heller ikke hvad jeg svarede. Det handlede bare slet ikke om hvad vi sagde. Det handlede om hvordan vi smilte til hinanden. To mennesker med smil i en discountbutik.

Jeg smilte resten af dagen.

Fra nu af taler vi kun pænt

Verden har ændret sig rigtig meget. Jeg har ændret mig rigtig meget. Blogs har ændret sig rigtig meget. Er det blevet et dødt medie? Jeg kender én der Blogger, men hun nyder også at snakke om døde ting, så det tæller ikke.

Når jeg læser mine gamle blogs får jeg af og til lyst til lige at nive mit 24-årige jeg. Tal pænt, Jesper. Men sådan talte man måske bare dengang.

Nu er jeg sådan en Jesper der taler rigtig pænt. Ej, det passer ikke, jeg ved stadig ikke hvad jeg taler om. Men jeg er nostalgisk. Jeg savner et medie hvor der ikke regler. Hvor man bare skriver frit fra leveren uden at det skal handle om at promovere sin bog eller sig selv som forfatter.

Der er måske halvandet menneske der stadig læser blogs ... jeg er forfatter nu. Læs min bog Uglemanden. Eller lad være. Læs det du har lyst til. Lad være med at læse, hvis du slet ikke kan lide det. Men hvorfor læser du så det her?

Inderst inde, Blogger, så forlod jeg dig aldrig. Jeg tror at du forlod mig lidt. Skal vi prøve igen? Jeg savner dig faktisk.

Men vi er enige om at vi taler pænt, ikke? Din vederstyggelige slimpik.