I går stod jeg i en discount butik og købte chips, chokoladekiks og sodavand inden et skrivemøde. Bag mig var der en smilende mand med gråsprængt skæg der skulle have en pakke leverpostej og en flaskeøl med et næsehorn på etiketten.
Vi sagde ikke noget til hinanden, men alligevel var det som om vi stod og havde en samtale. Han blev ved med at smile til mig. Jeg blev ved med at smile til ham. Kassepersonen smilede ikke til nogle af os.
På en måde havde vi en forbindelse, der var bare ikke nogen der startede samtalen. Skulle jeg sige: "Kan du godt blive mæt af den leverpostej?" eller "Kan du godt blive fuld af den øl?"
Jeg havde en halvtredser klar, men da kassepersonen bippede mine varer blev det 51,5 kr.
"Kan jeg give dig den her og så tage resten på kortet?" spurgte jeg.
Endelig gav det manden bag mig anledning til at starte en verbal interaktion. Han sagde i hvert fald noget, men jeg huske ikke hvad det var. Jeg har det med at glemme det meste smalltalk. Men begejstringens glæde i hans øjne var ikke til at tage fejl af.
Jeg svarede ham. Jeg husker heller ikke hvad jeg svarede. Det handlede bare slet ikke om hvad vi sagde. Det handlede om hvordan vi smilte til hinanden. To mennesker med smil i en discountbutik.
Jeg smilte resten af dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar