Når jeg ses med andre, opdager jeg nogle gange den kasse de har puttet mig ned i. De antager ting om mig, fordi de mener at det passer. Fx hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Det hænger nok sammen med at jeg har sagt det eller at de har oplevet det, men problemet med at ryge ned i kasser er at de er svære at komme ud af igen. Ofte giver jeg op, og opfører mig nogenlunde som det der er forventet af mig.
Det er desværre ikke svært at huske sine kasser. Og
hvis jeg for en stund glemmer min kasse, kan jeg opleve at det bliver sagt: ”Det
plejer du da ikke at …” eller ”Sådan plejer du da ikke at …”
Plejer! Måske er det gaffatapen der gør den lille
firkant ekstra svær at bryde ud af. Jeg skal stå til regnskab for at ændre
vaner, holdninger eller smag, for ellers ved kassebyggersamfundet ikke hvor de
har mig.
Der er måske noget dystert i at sige det her, men
nogle gange er der folk jeg ikke har energi til at se, fordi de har mig i en
bestemt kasse, jeg ikke lige kan overskue at være i.
Det er ikke fordi jeg går og lyver mig ned i alle mulige
spændende kasser. Tværtimod. Mine kasser er måske alt for ærlige.
Men kasserne er polaroidbilleder! Ja, den trøje
havde jeg på da billedet blev taget, men nu er den slidt i armhulerne og ligger
bagerst i skabet, fordi jeg ikke aner om det er flabet at donere hullet tøj til
genbrugsbutikker.
Jeg er desværre også selv en kassebygger. Jeg
antager ting om dem jeg kender. Jeg forventer at de opfører sig på cirka samme
måde, som sidst jeg så dem. Men jeg øver mig i at lade være. Jeg vil gerne være
en mønsterbryder, men det er nok ikke nogen overraskelse for dem der kender mig.
Alle burde få en hobbykniv med ned i deres små
kistekasser. Bare så de kan skære kassen i stykker, når de er træt af at ligge
der. Og så kunne vi passende gå hen og fucke med den næste kasse alle er ved at
lave til os.
Måske vil det en dag få kassebyggeriet til at
stoppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar