Børneorm, ja tak

I foråret skulle vi skrive et eventyr til vores dansklærer.
Min blev desværre dumpet og skulle skrives om inden jeg blev færdig.
... det forstår jeg ikke rigtigt. Den havde alle præmisserne for at være et eventyr.
Nu kan i selv læse intro'en...

Kong Børneorm
af Jesper Ilmer Petersen

Der var engang en Konge og en Dronning. Kongen var en dreven mand. Hans navn var Flemming. Valdemar Flemming.
Det var et navn han var glad for og stolt af som en konge. Dronningen derimod havde valgt at kalde sig Kirsten.
“Du kan da ikke hedde Kirsten, Kirsten. Det er da ikke særlig royalt!” Sagde Flemming tit.
Men Kirsten var ligeglad. Kirsten hed Kirsten og det hed hun fordi hun havde valgt at hedde det. Det var hendes eget valg. Færdig, finale. Sagde hun tit.
Tiltrods for deres genstridigheder med navnekonflikter og dårlig sex havde de det fint nok. De boede på et stort slot med masser af guld og diamanter.
Begge havde de det fint med at de ikke kunne avle børn.
”Det larmer og så skal vi til at finde på flere navne.” Sagde Valdemar tit når han sad i hans drømmeseng og spiste dyrelægens natmad.
”Hvem har brug for børn? Vi har ædelstene!” sagde Kirsten og kluklo.
Deres dagligdag gik ud på at spise og råbe deres eget navn højt.
”Valdemar! Valdemar! Valdemar Flemming!” råbte Valdemar Flemming.
”Kirsten, Kirsten, Kirsten!” råbte Kirsten så det gav genlyd og salen rungede.
En dag da Kirsten lå og sov var Valdemar stået op for at løbe ned i det royale klæderum for at prøve Kirstens tøj. Det holdte han meget af.
Men så skete det at der kom et svigende krampejag i den royale endetarm.
Det føltes som 10 vilde heste der trampede Kong Valdemars inderste indre.
”Hvad sker der!” råbte Valdemar og tudbrølede hele vejen ud til det royale pissoir.
Han løftede kjolen op og kiggede på sin egen numse i spejlet.
En lille hvid slange-agtig børneorm kiggede ud. Den var hæslig som en Djævel og hvid som et lagen.
”Jeg er hæslig som en djævel og hvid som et lagen.” sagde børneormen.
”Åh gud, er du komme for at spise mig?” spurgte Valdemar.
”Ja, når du engang bliver gammel og dør, så vil jeg æde din rådne krop og blive udødeliggjort. Men i resten af dit miserable liv skal du tjene mig, og gøre hvad jeg siger. Du er nu min tjener. Og jeg er din konge. Min navn vil blive kendt over alle bjerge. Kong Børneorm!” råbte Kong Børneorm.
”Valdemar Flemming!” jublede Valdemar.