torsdag den 10. april 2014

Hvad er din livret?

Vejret skifter mening som jeg skifter underbukser (eller burde skifte underbukser).
Den ene dag er der vindstille, skyfuldt og en trykket lun stemning. Den anden dag er det sågar varmere, selvom det øser ned. I dag skinner solen, men det blæser som en halv pelikan og føles som frostgrader. Det blæser rigtig meget når vi snakker halve pelikaner. Så jeg vil nødig være udenfor når det blæste en hel pelikan.

Jeg er i gang med at lege kok oppe på kokkeskolen. Første gang i et skole køkken var i går og min største udfordring var at finde ud af hvor alle tingene befandt sig. Var mest fascineret af alle deres walk-in køleskabe men begyndte at få problemer da vi skulle følge en opskrift. En af "lærerkokkene" lignede sågar Bo Bech.

Frikadeller med kartoffelsalat lyder simpelt nok. Men at blive kastet ud i et ukendt kæmpe køkken med 15 fremmede mennesker var en vild oplevelse. Er spasser i mit eget køkken og har det bedst når det hele bare foregår i én gryde. Da jeg skulle slå æg ud i farsen til mine frikadeller, gik ægget i stykker og røg pladask ned i farsen. Helt uden skaller.
Lod som om jeg vidste hvad jeg lavede, og havde tjek på tingene, men bortset fra æggemiraklet gik alt galt;

Kartoffelsalaten:
Overkogte kartofler, en nærmest grødkonsistens af andre dimensioner.

Frikadellerne:
Kritisk mangel på mel i farsen, gjorde dem til en slags klatkager på panden, selvom jeg flygtet nåede at kaste dem af panden inden de blev tryllet om til store stykker kul, var de alligevel ret mørke og deforme.

Den "Valgfrie" salat:
Havde ingen idé om hvad jeg lavede. Alle de andre havde været kreative - blandt andet havde en bygget en skål af peberfrugt og brugt den til en genialt smagende karrydressing. Imens andre bare lavede restaurant egnede tosserier.
...Jeg selv havde hakket en tomat og et rødløg, vendt dem i en skummel olie jeg fandt på en reol og kaldt det for en tomatsalat.

Var den allersidste til bedømmelse af retten.
Bo Bech smagte på det, stirrede på mig og nævnte noget om at det hele smagte fint, endda at det var en perfekt kartoffel salat. Selv "tomatsalaten" fik ros.

Ros fra en kok der ligner Bo Bech troede jeg sjældent at jeg skulle opleve.
Som vejret skifter, kan tankerne om sine egne præstationer også skifte. Jeg var så klar til at blive grint af, endda skældt ud over den omgang foragt jeg havde skabt på en hvid porcelænstallerken. Men i stedet fik jeg grønt lys og kun en lille kommentar om at frikadellerne manglede lidt salt.
- Jeg er lidt mere fan af mig selv i et køkken nu. Og lidt mere fan af Bo Bech. Eller i hvert fald en der ligner ham og hedder Allan.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar